Det terapeutiske arbejde
Grundlæggende arbejder jeg ud fra, at mennesker først og fremmest har brug for at blive set, lyttet til og forstået rigtigt. Dette skaber tryghed og mod til at udforske sig selv og de muligheder, man har. Jeg lægger i terapien vægt på at støtte dig i at mærke dig selv, holde af og med dig selv og at se nye perspektiver.I samtalen tager jeg udgangspunkt i, hvordan du har det her og nu, og jeg vil som regel altid spørge til både dine tanker, dine følelser og dine kropslige fornemmelser.
Hvis du føler, at fastlåste følelser, tanke- og handlemønstre forhindrer dig i at komme videre, vil vi sammen kigge på, hvordan de er opstået, og hvad der skal til for at løsne dem op.
Jeg vil invitere dig til et samarbejde omkring at undersøge, hvad dine vanskeligheder består i, og hvilke påvirkninger du har været udsat for, der kan have betydning for din nuværende oplevelse af situationen.
Det terapeutiske arbejde tager hos mig afsæt i et overvejende ressourcefokuseret krise-og traumeorienteret teoretisk grundlag samt en grundlæggende psykodynamisk udviklingsforståelse med inddragelse af særligt kognitive, mentaliserings baserede, kropslige og eksistentielle tilgange.
Der kan ved interesse arbejdes med tegneterapi.